95 Vad Sverige beträffar anmäler han en viss tvekan beträffande vindikationen av stulet gods. Han övergår därefter till att behandla de särregler beträffande pengar, löpande värdepapper samt köp på marknader, torg, auktion o.s.v., som gäller i olikaomfattning i olika europeiska länder. Hans därpå följande redovisning av den senaste utvecklingen i Danmark och Sverige är så till den grad klargörande att det är anledning att beträffande principiellt viktiga avsnitt återge honomin extenso. ”1 Danmark har det tidligere vaeret bragt paa Bane at slutte sig til det germanske System. Aar 1839 blev der af Centralkassen i Kjobenhavn, hvis Formaal var at give Laan mod haandfaaet Pant i Varer, ved dens Direktion indgivet et Andragende til Kancelliet principalt om at erholde et lignende Privilegium, som det, der er tilstaaet Nationalbanken i Kjobenhavn ved Oktroj af 4. Juli 1818 § 46, hvorefter ”Alt, hvad Bankens Debitorer have övergivet den som haandfaaet Pant, ikke skal kunne fravendes den af Mangel paa Hjemmel,” og subsidiaert om, at Vindikation overfor Kassen dog ialfald maatte udelukkes i saadanne Tilfaelde, hvor Pantsaetteren gjorde uhjemlet Brug eller Anvendelse af Varer, som han var i lovlig Besiddelse af, ”da det let kunde haende, at en Pantsaetning fandt Sted til Centralkassen af et Vareparti, som var betroet Besidderen til Forhandling eller fandtes oplagt paa hans Pakloft under hans Vaerge, uden dog at tilhore ham.” Grosserersocietetets Komité ansåg att ”da ingen Kjobmand, som betror Varer eller Effekter til en Anden, vil forvente, at Lovgivningen hjemler hamRet til at vindicere sin bortbetroede Ejendom hos Tredjemand, til hvem den, han har betroet den til, maatte have övergivet den, endog uden nogen fra hans Side meddelt Befojelse, kunde Komiteen Intet have at erindre mod en Bestemmelse, der vilde tjene til at bekraefte naevnte Opfattelse, og den troede saa meget mere at burde anbefale det subsidiaere Andragende, somet saadant Beneficiumunaegtelig maatte anses for fornodent til Institutets Sikkerhed.” Generalprokuroren — A.S. 0rsted—fandt det imidlertid ikke rigtigt at give Centralkassen et saerligt Privilegium, hvorimod han under Henvisning til det af Komiteen Anforte tog Ordet for at udvirke en almindelig Lovhestemmelse, gaaende ud paa at indskraenke Vindikationsretten saaledes, at en Ejer ikke uden Skadeslosholdelse maatte kunne sege sin Ting tilbagefra den, der troskyldig og uden Uforsigtighed var kommen i Besiddelse af samme, forudsat at Tingen ikke var rette Ejer frastjaalen eller paa anden Maade fravendt hammod hans Villie.” Hojesteret förklarade emellertid då i ett betänkande att den inte kunde tillstyrka inskränkning i ”den Vindikationsret, der er hjemlet i Chr. V’s Lovbog og somhar bestaaet, saaledes somden der er fastsat i over 150 Aar, uden at man har sporet nogen saerdeles Ulempe deraf.” Då Hojesteret alltså ställde sig ovillig till förändringen och ”denne ogsaa med Hensyn til den betydelige Afvigelse, den indeholdt fra den tilvante Ret, havde sine store Betaenkeligheder”,
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=