77 Selvmord i kultur- og retshistorisk belysning Ved sin autoritet som forfatter og ved sin centrale placering i statsstyre og lovgivning formåede han i udstrakt grad at praege retsudviklingen i enevxldens sidste årtier. Også ved sin behandling af selvmordsbegrebet har han givetvis formået at prxge udviklingen i en mere human retning. I 1819 udgav 0rsted 3. Del af vxrket »Eunomia», hvori han gav en »Systematisk Udvikling af Materien om Manddrab og de dermed beslxgtede Forbrydelser efter den danske og norske Lovgivning, sammenlignet med fremmede Love». Det kan her i parentes bemxrkes, at den norske straffelov af 1842 helt ophxvede 6-6-21 i Christian V’s Norske Lov. I sin afhandling har 0rsted et kapitel (§ 47) »Om Selvmord» og et (§ 48) »Om attenteret Selvmords Strafbarhed» (d.v.s. omstrafbarhed af forsog på selvmord). Om selvmord skriver 0rsted, at det ikke er lovgiverens mening, at »raseri» altid er årsag til selvmord. Han vil ikke besmykke en handling, som religionen og sxdelxren forbyder. Alligevel kan det efter 0rsteds mening ikke nxgtes, at »selvdrab» er en handling, der oftere end andre forbrydelser hidrorer fra sindsforvildelse, og da den borgerlige sikkerhed ikke lider ved selvmord, kan man roligt svxkke kravet til bevis for sindsforvildelse. 0rsted tilslutter sig for det forste dem, der kritiserede, at selvmord overhovedet var strafbart. Når de, der forsvarede dette, gjorde gxldende, at staten havde ret til at krxve, at ethvert individ anvendte sine krxfter i samfundets interesse, indvender 0rsted, at menneskene ikke er til for statens skyld, men omvendt. »Man skylder altsaa ikke (i juridisk Forstand) Staten at leve, saa lidet som man, efter sunde Statsrets Grundsxtninger, er pligtig at blive i den Stat, hvori man er fodt, eller hidtil har opholdt sig, naar man ikke Ixngere finder sig vel der. Det er derhos aabenbart, at Staten ikke lider mere ved at man gaar ud af Verden, end ved at man gaar over til en anden Stat, ja at dette sidste endog kan vxre Staten langt mere til Skade end det forste.» 0rsted tilslutter sig dernxst dem, der kritiserede selvmords strafbarhed, fordi straffen ramte andre end gerningsmanden, nemlig hans uskyldige slxgt. 0rsted tog både afstand fra konfiskation af selvmorderens forniue, og fra, at hans afsjxlede legeme vanxres, »som om han var et umxlende Dyr, eller horte til de groveste Ugjerningsmxnd». Dette sidste var dog ikke ensbetydende med, at 0rsted kunne gå med til den sxdvanllge kristelige begravelseshojtid. Ganske vist stred selvmord ikke imod nogen naturlig retspligt, men omvendt havde ingen en naturlig ret til hojtidelig begravelse. Når selvmord var i strid med religion og moral, skulle selvmorderen ikke hxdres. Hvortil 0rsted fojer, at nxgtelse af hojtidelig begravelse kan afstive den offentllge moral »og saaledes virke til at formindske det rxdsomt tiltagende Antal af Selvmordere».
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=