102 pande av den preussiska landsrätten av år 1794 pekade han på dess stränga krav: ”Denne Lovbog har nemlig givet Begreberne ”god” og ”ond Tro” et ejendommeligt Tillaeg, idet ifolge Loven Erhververen er udelukket fra Skadeslösholdelse ikke alene, naar han har kjendt eller havt Formodning om Överdragerens Mangel paa lovlig Adkomst, men ogsaa, hvor han har erhvervet Tingen fra en ”mistaenkelig” Person, og som ”mistaenkelig” stempler Loven udenvidere Enhver, ”der ikke plejer at drive Handel eller efter sin Stand at vaere i Besiddelse af den Slags Ting”, hvorhos der opstilles forskjellige Praesumptioner af kasuistisk Art i lignende Retning, ligesom det endelig er sat som Betingelse for Erhververens Skadeslosholdelse, at han skal kunne angive sin Saelger og sin Besiddelsetitel.” Lassen övergick därefter till att behandla frågan hur långt vindikationsrätten borde uteslutas eller inskränkas, när saken hade kommit in i omsättningen genomatt en person, som med ägarens samtycke innehade den, olovligen disponerade över den. Vid en inledande kasuistisk analys fann Lassen att rättfärdighetsargument (alltså ett rättsideologiskt argument) talade för att tredje man får behålla godset eftersom ägaren i många fall kunde anses ha brustit i omsorg vid valet av förtroendeman. Han åberopade härvid de gamla tyska rättsordspråken ”Hand wahre Hand” och ”Wo man seinen Glauben gelassen hat, muss man ihn wieder suchen”. Men detta var inte avgörande för honom. Han framhöll nämligen vid en övergång till att diskutera problemet ur rättspolitisk synpunkt: ”Men ligesom Vaegtskaalen ved en isoleret Betragtning af Konflikten synker til Fordel for den godtroende Erhverver, saaledes maa det vistnok ogsaa erkjendes, at Hensynet til Omsaetningens Sikkerhed her gjor sig gjaeldende med ” APL säger: ”1:15; § 17. Wer eine fremde Sache unredlicher Weise an sich gebracht hat, muss sie demdazu besser berechtigten Riickforderer unentgeltlich herausgeben. § 18. Ein Gleiches findet gegen jeden statt, welcher die Sache von einer verdächtigen Person an sich gebracht hat. § 19. Fiir verdächtig sind diejenigen anzusehen, welche mit Sachen derselben Art, von welcher die Rede ist, nicht zu handeln, oder dergleichen nach ihremStande und Lebensart nicht zu besitzen pflegen . . . §24. Wer die entfremdete Sache zwar redlicher Weise, aber unentgeltlich, an sich gebracht hat, muss sie gleichergestalt unentgeltlich demrechtmässigen Eigenthiimer oder Besitzer verabfolgen. §25. Wer die dem rechtmässigen Eigenthiimer oder Besitzer abhanden gekommene Sache, von einer unverdächtigen Person, durch einen lästigen Vertrag an sich gebracht hat, muss dieselbe zwar ebenfalls zuriickgeben. §26. Er kann jedoch dagegen die Erstattung alles dessen, was er dafiir gegeben, oder geleistet hat, fordern.” Alltså i princip vindikationsrätt, men lösningsinvändning vid förvärv från ”einer unverdächtigen Person”.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=