Tilsvarende har Prædikeren i det gamle testamente en tekst, der handler om menneskets udsathed i ensomheden, skabthed til fællesskabet med den anden, og som udpeger, at heller ikke her er de to nok, der må en tredje instans (som traditionelt har været forstået som det guddommelige) ind i billedet. Teksten kan imedlertid også læses om rettens forpligtelse på i sin praksis at være i et lige samspil med det samfund, som den skal regulere – men også dér siger historiens erfaring, at det er nødvendigt med en tredje instans. Det er dén instans, religionernes teologier kan være med til at udvikle og udpege – i retsteologien: “Dernæst så jeg en tomhed under solen: Der kan være en, som ikke har nogen anden, hverken søn eller bror; der er ingen ende på alt hans slid, og hans øjne mættes ikke af rigdom. ‘Hvem er det egentlig, jeg slider for, og for hvis skyld giver jeg afkald på livets goder?’ Også det er en tomhed og en ulykkelig plage! Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Tretvundet snor brister ikke i hast.”41 41 Prædikerens bog, kap. 4, v. 8-12.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=