Erstatningsrettens udvikling 91 »negligence» i lobet af det 18. århundrede en almindelig betegnelse for at opnå erstatning efter trespass on case, men forst i begyndelsen af det 19. århundrede omkring 1820—25, antager man i engelsk erstatningsret en almindelig culpa-regel.® Denne udvikling i engelsk ret finder altså sted stort set samtidig med udviklingen i kontinental og isa:r i dansk retspraksis. Man ser også, hvorledes erstatningsrettens udvikling i engelsk ret har intimtilknytning til udviklingen i de processuelle regler. Der kan også vccre andre praktiske årsager til, at skyldprincippet ikke anerkendtes tidligere i de europnciske retsforfatninger. Det kunne simpelthen skyldes, at skademulighederne var så få og ringe, således at de skader, som tiltrak sig opmxrksomheden oftest var direkte voldssager og andre forsxtlige skadestilfojelser. Man kunne txnke sig, at der skulle et vist antal erfaringer og måske en vis teoretisk skoling til for at kunne foretage den analyse, som var nodvendig til adskillelse mellem forsxtlige, uagtsomme og rent hxndelige skader. Denne omstxndighed kunne måske have vxret förklaring på, at de xldre love sondrer mellem viljes- og vådesvxrk. Man har iovrigt fejlagtigt ment, at vådesvxrk var udtryk for uagtsomhed, mens man med rette har påvist, at vådesvxrk må forstås i modsxtning til viljesvxrk som omfattende alle andre skadesårsager, hvad enten de er uagtsomme eller kasuelle. Söndringen mellem viljesvxrk og vådesvxrk havde nemlig betydning for reaktionens, bodens, storrelse, og undertiden var vådesvxrk ikke belagt med nogen bod. Man ser således, at skadevolderens subjektive forhold allerede dengang havde indflydelse på reaktionens storrelse. Det er derimod karakteristisk for tidens opfattelse, at xrkebisp Andreas Sunesson i sin parafrase over Skåne-loven siger, at om nogen ikke forsxtligt, men af ulykkeshxndelse casualiter tilfojer nogen sår, skal den sårede ikke desto mindre erholde fuld bod, da hans smerte ikke er blevet mindre derved, at der forelå ulykkeshxndelse i stedet for forsxtlig gerning, og da det ikke for hani kan Ixgges megen vxgt på, hvorvidt han er blevet forurrettet af våde eller af forsxt. Man ser her, at den romerretlige og kirkeretlige txnkning, er biskoppen fuldt bekendt, men at den alligevel ikke påvirker hans syn på den erstatningsretlige vurdering. (Art. 67). Det kan forsat ikke benxgtes, at de fxrre skademuligheder i ringere grad har kunnet aktualisere problemstillingen forsxtlige, uagtsomme og kasuelle skader, men det er dog efter det anforte ganske klart, at problemstillingen i hvert fald i hele middelalderen har vxret kendt. Var problemstillingen i sxrlig grad aktualiseret i det 19. århundrede, er det altså ikke så meget, fordi skaderne bliver flere, men den omstxndighed, at problemstillingen accentueres, er udslag af den samme fxlles årsag, nemlig den almindelige xndring i de kulturelle forhold. “ Sten Gagnér, Studien zur Ideengeschichte der Gesetzgebung (1960). Stig Jorgensen, Vertrag und Recht (1968), p. 56 ff.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=