79 Selvmord i kultur- og retshistorisk belysning Ganske vist kan dette mlslykkes, men det taler dog ikke for hverken forvaring eller fxngsel. »Lad end Famgslet forebygge ti Selvmord, medens hiin humane Behandling kun redder eet Menneske, saa er der dog vel ikke Sporgsmaal om, hvilket der har storst Vxrd, enten at skjxnke een det moralske Liv tilligemed det physiske, eller at tvinge ti Mennesker til at fortsxtte det physiske Liv, efteråt man aldeles har qvalt det moralske?» 0rsteds resultat er herefter, at forsog på selvmord i sig selv hverken kan medfore nogen straf eller nogen formfor tvungen förvaring. Men den omstxndighed, at Danske Lov i 6. bogs 6. kapitel kun föreskrev straf for forsog på drab af andre (6-6-22), har utvivlsomt haft stor betydning, ikke blot for 0rsted, men også for dansk og norsk retspraksis. Til sammenligning tjener, at forsog på selvmord efter den svenske lovbog, 1734 års lagen (Misgerningsbalken XIII-4) var strafbart: »Nu kan få hända, at then sig sielf förgiöra vil, ej får död theraf; plichte med fängelse vid vatn och bröd, spö eller ris efter omständigheterna». Virkningerne af 0rsteds og andres humane tankegang afspejledes efterhånden i lovgivningen. I 1824 ved en forordning af 24/9 afskaffedes generelt den straf, der bestod i fortabelse af boslod, og som i DL 6-6-21 havde vxret fastsat for selvmordere. Denne reform, der betod, at selvmorderens arvinger arvede på linje med alle andre, fik fra 1832 også virkning ved soldaters selvmord. Det nxste fremskridt markeres af en forordning af 4/10-1833, hvorved blandt andet de kvalificerede dodsstraffe og de specielle pinsler for de »melankolske mordere» blev afskaffet. A4en det livsvarige strafarbejde for disse opretholdtes dog for »Borgersikkerhedens Skyld», selv om 0rsted i sin kommentar bemxrker, at denne frihedsstraf »synes saa meget haardere, naar der tages Hensyn til, at de Mennesker, der ved den i Forordningen forudsatte ulykkelige Stemning, som maa opvxkke Deeltagelse og Mediidenhed, bevxges til at begaae Mord, ere nxrved at vxre i en Sindsforvildelse, der aldeles maatte ophxve Gjerningens Tilregnelighed».^® Tilbage stod desuden det i DL 2-10-4 og 6-6-21 indeholdte forbud imod »tilregnelige» selvmorderes begravelse på kirkegården, der endnu i Kolderup-Rosenvinges udgave af den danske Kirkeret fra 1851 (s. 204) kaldes »simpel, uxrlig begravelse», som foruden selvmordere tildeltes de bandsatte, dem, der drxbtes i horseng uden aflosning, og dem, der var domt til uasrlig straf, og somdode i fxngslet for straffens eksekution. Opgoret i Danmark med Enevxlden og dens lovgivning skete på strafferettens område ved straffeloven af 1866. Den afskaffede (i § 308) såvel DL 2-10-4 »forsaavidt Selvmordere angaaer» og hele 6. bogs 6. kapitel om manddrab —og dermed bcstenimelsen om selvmord. Endvidere ophxvedes Collcgial-Tidendc 1833, s. 662. .'i6
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=