RB 42

99 egne lagttagelser. Hejtregnet udgjor altsaa Tabet ved Vindikationer af stjaalne Ting 1/3 %af Udlaanssummen, hvilket er en saa lille Procent, at den under den livlige Konkurrence mellem Pantelaanerforretningerne indbyrdes sikkert ikke vil influerepaa Udlaansrenten. Lassen gav till yttermera vissa följande statistik, den första somöverhuvudtaget presenterats angående vindikationsproblemet: ”1 Aaret 1883 fandtes der i Kjebenhavn foruden det kongelige Assistenshus, som aarlig udlaaner c. halvanden Million Kroner paa haandfaaet Pant, og som ved saerligt Privilegium er beskyttet mod Vindikationer, 123 Pantelaanerforretninger, der paa 1,236,235 Panter udlaante 3,672,447 Kr. 18 0. Heraf falder 756,576 Kr. 75 0. paa Aktieselskabet af 1878. Regnes dette Selskabs Tab til 1/7 % udkommer 1,080 Kr. (det virkelige Tab udgjorde kun 777 Kr. 71 0.) og 1/3 heraf blivet 360 Kr. Restbelobet 2,915,970 Kr. 43 0. falder paa de andre Pantelaanere, hvis samlede Tab, regnet til 1 %, bliver 29,160 Kr., hvoraf 1/3 udgjor 9,720 Kr. Det hele ved Vindikation af stjaalne Ting fra Pantelaanerforretninger i Aaret 1883 opstaaede Tab andrager altsaa c. 10,000 Kr., og da de forannaevnte Tal ere omtrent konstante Aar efter Aar vil denne Sum ogsaa vaere nogenledes konstant Aar efter Aar.” Lassen underströk att pantlåneförlusten på grund av vindikation var så liten att den var ekonomiskt försumbar: Enligt hans kollegor i Kriminalretten kunde man räkna med att den förlust, somöverhuvudtaget uppstod vid vindikation av stulet gods, föll minst 75 % på pantlånarna. ”Med andre Ord, hele det Tab somdisse Vindikationer aarlig forvolde i Kjobenhavn, andrager hojtregnet c. 13.000 Kr. Ifald Assistenshuset beroves sit Privilegium, maa der laegges nogle Tusinde Kroner til, men selv om dette sker, kommer man, naar man drager sig til Minde de Hundreder Millioner Kroner, somaarlig omsaettes heri Staden i Losoregjenstande, dog kun til et ganske forsvindende Tal. Det er ganske vist sandt, at der her ikke alene skal regnes med det umiddelbare Tab, men at de middelbare Ulemper, Vindikationsretten medforer ved at udbrede Uro og AEngstelse, have betydelig storre Vaegt. Det skal derfor heller ikke bestrides, at man i Hensynet til at lette og sikre Omsaetningen af den rörlige Formue kan hente et ikke uvaesentligt Motiv til at indskraenke Vindikationsretten, men det kan af de foranferte Grunde paa ingen Maade indrommes, at dette Motiv er af en tvingende Natur.” Lassen utvecklade vidare utförligt och med stor skärpa de kriminalpolitiska argument som talade för den oinskränkta vindikationsrätten till stulet gods. Särskilt uppehöll han sig vid fördelarna av att det med sådana regler var lönsamt för ägaren att leta efter sitt gods och att genom oron för att förvärva tjuvgods tredjemans uppmärksamhet skärptes vid förvärv av gods under omständigheter, somkunde ge anledning till misstankar omsäljarens redlighet.’^ Lassen underförstod här en synpunkt som i ringa utsträckning har framhållits i äldre eller nyare debatt kring godtrosförvärvet, nämligen att tredje man ju inte är tvungen att köpa det salubjudna godset. Han har alltid handlingsfrihet.

RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=