at en retssag drejer sig om teologiske spørgsmål, gør derimod ikke automatisk teologiske normer til retskilder. Der kan jo blot være tale om et behov for at få fagligt analyseret, hvad det empiriske forhold, der skal dømmes om, faktisk drejer sig om. At en retssag handler om teologiske forhold, kan altså godt skabe behov for en retsteologisk refleksion – uden at det lukker teologien ind i rettens hellige, fortryllede rum. Teologiens bidrag til retten kan i denne situation handle om den rettefastlæggelse af sagsforholdet, f.eks. gennem brug af sagkyndige vidner. Allerede her vil der således skulle tænkes i retsteologiske baner – for teologien har allerede her brug for at reflektere over, hvad den bruges til, når retten vil udtale sig autoritativt om f.eks. en præsts ansættelsesforhold på grundlag af hans faglige udtalelser om teologiske spørgsmål. På sin vis virker det som om det grundlæggende spørgsmål er, om teologien skal nægte at medvirke. Simpelthen fordi teologien må have et retstomt rum, et område for den fri teologiske forskning og udvikling og debat og forkyndelse, et rum, der ikke bagefter kan ende i en retssal med anklage om kætteri.14 Retsteologi kan altså for det første blive enanalyse af rettens grænser over for teologientil brug for at undgå en retlig afgørelse af en teologisk diskussion. I mange konkrete sager vil en sådan retsteologisk analyse kunne tematiseres som et spørgsmål omforkyndelsesfrihed, men også, som Kristine Garde gentagne gange peger på i sin bog, et spørgsmål om forkyndelsesbinding: den evangelisk-lutherske folkekirkes prædikestole kan ikke anvendes til hvad som helst, man kristendom vil to sager drejede sig begge om præsters ansættelsesforhold. Den ene var truet på brødet pgra hans unitaristiske (og dermed manglende trinitariske) trosopfattelse, men højesteret frifandt ham. Den anden blev faktisk afskediget som resultat af læresagen, der drejede sig om hans dåbsteologi og –praksis. Også i en række administrativt afgjorte sager kan teologisk praksis eller overbevisning spille en afgørende rolle, som det f.eks. var tilfældet i en række af de sager, jeg har diskuteret i ”Folketingets Ombudsmand og folkekirkens lære og forkyndelse”, Festskrift til Hans Gammeltoft-Hansen, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2004, s. 119-140. 14 Se for dette standpunkt ganske mange af indlæggene i Eberhard Harbsmeier, Lisbet Christoffersen og Niels Henrik Arendt: Retten og den rette lære, Aros forlag, Frederiksberg 2007.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=