Rättshistorisk undervisning — Island 215 I undervisningen forsoger man at fremdrage det historiske element i de grundregler der behandles eller, sagt på en anden måde, at fremstille grundreglerne i historisk perspektiv. Fagets rammer bevirker selfelgelig at det kun er muligt at gore det på en beskeden og hojst element£er måde. Formålet med denne undervisningsformer at knytte retshistorien til de enkelte discipliner i form af disses historie. Hertil kommer så i kurset den egentlige retshistorie, hvor man har behandlet folgende emner: 1. Historisk metodelasre. 2. Hovedtrajk af europxisk retsudvikling. 3. De isländske retskilders historie. 4. Den isländske forfatnings historie. Her må man igen fremhxve den elementxre karakter af denne undervisning. En folge af dette er bl.a. at direkte kildestudier kommer til at indgå i for ringe omfång. For 1970, under den gamle ordning da retshistorien var et selvstxndigt fag, lå hovedvxgten i undervisningen på fristatens retshistorie, altså tidsrummet 930—1264, og udelukkende på retskildernes og statsrettens historie, men til gengxld blev den del af retshistorien behandlet sxrdeles udforligt. Hertil kom så udvalgte emner af den nyere tids retshistorie, idet det til en viss grad beroede på Ixrerens interesser hvilke emner der blev taget til behandling. Den negative side ved denne ordning var at undervisningsstoffet havde meget ringe eller nxrmest ingen tilknytning til nutidens gxldende ret. Stoffet blev behandlet nxsten udelukkende ud fra et antikvarisk synspunkt, som man nxppe kan forvente at vordende jurister i almindelighed vil fole interesse for. I den nugxldende studieordning forsoger man at knytte retshistorien til gxldende ret og således at fremhxve dens vxrdi for de aktuelle forhold. Her må det dog bemxrkes at undervisningen hxmmes af manglende forskning. En sådan ordning kan efter min mening have relevans for alle jurister, både dem der er indstillet på praksis og dem der er indstillet på forskning. Retshistoriens relevans ligger i förste rxkke i dens alment videnskabelige og kulturelle vxrdi uafhxngig af emnets aktuelle praktiske relevans, hvad jeg forudsxtter at alle tilstedevxrende er enige i. Men dette alene er nxppe et tilstrxkkeligt argument for at gore retshistorien til obligatorisk fag for alle jurastuderende. Argumenationen hefor ligger langt snarere i at framhxve de muligheder retshistorien byder på, ved fortolkning af nuvxrende retsregler, ved kritik af gxldende ret og den herskende retsvidenskab og til vejledning for fremtidig retspolitik. På disse områder kan retshistorien nemlig yde et vigtig bidrag, som dog hidtil
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=