StigJorgensen efter xldre middelalderlig ret.^ Efterhånden voksede den opfattelsen frem, at erstatningsansvaret i »case» var betinget af negligence, men ordet har ikke va!ret anvendt forinden 1762—67, »The Lawof negligence historically starts from the idea of failure in the performance of a determinable provable legal duty, such as that which arose from statutes or prescriptions or the nature of defendants calling as a public or common one. Negligence was simply one way in which such a duty might be reached.» Heraf udviklede sig efterhånden hele den nyerc erstatningsret, idet man her havde grundelementerne skyld og skade. Det er en almindelig opfattelse, at selve begrebet »negligence» er udformet i praksis på grundlag af de tidligere krav om årsagsforbindelse mellem en trespass og en skade. Det blev nemlig efterhånden almindeligt at sporge, omskaden var en »sufficiently proximate consequence of the defendant’s act to entail liability». Når man således skulle afgore, om folgen var direkte eller indirekte, var det naturligt at IcEgge VKgt på, hvorvidt en almindelig förnuftig mand kunne have forudset, at denne skade sandsynligvis ville blive folgen af hans handling. Og eftersom begrebet »negligence» dannedes i retspraksis i tilfxlde, hvor skadevolderen havde en på lov eller andre omstxndigheder hvilende pligt overfor skadelidte, endte det med, at domstolene anså »negligence» somet korrelativ til en »duty not to harmplain». En duty to use care blev efterhånden anset for at påhvile enhver, som foretog noget »with or about another’s property or to do something with or to him», selv om hans handling var frivillig og ikke påbudt ved lov, skadevolderens virksomhed eller lignende; på dette område anerkendte man efterhånden almindeligt, at »misfeasance», men ikke i så hoj grad »nonfeasance» er grundlag for ansvar. »The history of the growth of liability on the latter ground is primarily the story of the development of assumpsit.» Endclig, sandsynligvis i sidste del af det 17, århundrede, blev der pålagt ansvar for skade, som resulterede af »negligence», »performance of defendant’s own project and undertaking» i tilfxlde, hvor der ikke var nogen »duty arising fromstatute, public calling, boilment, prescription or undertaking with the plaintiff. I Mitchil v. Allstree fra 1677 havde skadevolderen bragt en urolig best ind i Lincoln »Inn field» for at txmme den. Hesten slap los og skadede en anden. Skadelidte fik erstatning, idet det blev antaget at vxre skadevolderens fejl, at han bragte en vild hest ind på sådant et sted, hvor ulykker sandsynligvis kunne blive folgen. Her anerkendte man altså en »duty to use care» mod de, som kunne påregnes at komme til skade, og den pålagdes den handlende simpelthen på grund af, at mangel på »care» medforer »unreasonable probability of harm to him», Dette er grundlaget for den möderne engelske erstatningsret og indeholder förklaringen dels på den sxrlige terminologi, og dels på anvendelsen af begrebet »negligence». Som vi har set, bliver ^ Winfield, l.c. note 3, p. 15. 90
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=