Erstatningsrettens udvikling 89 der er en sammenhxng mellem anvendelsen af sxrligt uddannede juridiske dommere og anerkendelsen af en individualiserende og skennende retspleje. Forst med indforelsen af juridisk embedseksamen her i landet i begyndeisen af det 18. århundrede skabtes forudsxtningen for et juridisk indslag i de danske domstole i slutningen af det 18. århundrede. Som vi senere skal se, falder denne periode netop sammen med anerkendelsen af en almindelig erstatningsregel i dansk ret. Den engelske procesret stod også her, ligesom i aftaleretten, det romerretlige synspunkt nxr. I de nordiske middelalderlove var rettighederne ikke som i engelsk og romersk ret formelt, men kun sjedvanebestemt, knyttet til visse procesklager. I de nordiske lande kunne retsudviklingen derfor skride harmonisk fremad, medens man i engelsk ret i vidt omfång måtte klare sig med Lord Chancellorens (lordkanslerens) indgriben i »equity» og iovrigt ved flittig anvendelse af fiktioner. Specielt hvad den engelske erstatningsret angår, har udviklingen ikke vxret mindre intressant og kompliceret end i aftaleretten.^ Den engelske erstatningsret hedder endnu law of torts, hvorved angives, at erstatningsretten ikke angår en enkelt almindelig erstatningsregel, men derlmod en rxkke af forskelligartede krzenkelser. En af de vigtigste erstatningsklager i tidligere engelsk erstatningsret er the action of trespass —vel nok forst og fremmest en reaktion mod forsastlige krxnkelser, men omfattende enhver direkte fysisk krasnkelse af person eller gods, hvorimod den ikke kunne anvendes på indirektekrcenkelser eller kra:nkelser, som Ikke var forårsaget ved fyslske mldler. Ved således ikke at omfatte ikke-fysiske krxnkelser, såsom xreskrxnkelser o.lign, er trespass beslxgtet med de romersk-kontinentale integritetskrxnkelser. Opgaven bestod herefter i at sondre mellem direkte og indirekte skade. Det klassiske eksempel er, at hvls man kaster en kxp ud på en vej, hvor den rammer nogen, er det direkte skade og altså trespass; hvis derimod senere nogen falder over denne kxp, er det indirekte skade og altså ikke trespass —iovrigt selvom denne senere indirekte skade var tilsigtet. I det 13. århundrede anerkendte man en »action on the case» for trespass for at råde bod på manglen af en klage ved indirekte og ikke fysiske person- og tingsskader. Heller ikke i denne klage var det en betingelse for ansvar, at der forelå nogen skyld hos skadevolderen.'* Bl.a. anvendtes denne klage på transportörer og kroholdere, hvis pligter over for de rejsende var indskxrpet ved strenge regler allerede og man kan få det indtryk, at retterne administrerede edsinstituttet på en måde, som modsvarer en senere materielretlige sondering mellem »hxndelig» og »uagtsom» skade. ^ Se til det folgende: H. Potter, Outline of English Legal History {3rd ed.) (1933) p. 157 ff.; Edward Jenks, A Short History of English Law (1912); Maine, Ancient Law (14th ed.) (1894) p. 367 ff.; Kemp Allen, The Queens Place (1953); Winfield, On Torts (6th ed.) (1954) p. 13 ff.; Salmond, On Torts (13th ed.) (1961) p. 1 ff.; Prosser, On Torts (1941) p. 36 ff.; Harper Sc James, The Law of Torts (vol. 2) p. 747 ff. Harper Sc James, l.c. note 3, p. 749 ff.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=