Erstatningsrettens udvikling 87 skabslove. Et bondesamfund bar brug for fred og kan ikke tolerere, at freden nårsomhelst brydes gennem den private hasvn, hvorved en uoverskuelig kxde af void og hxvn kan udioses. Som nxvnt hvilede freden på et spinkelt grundlag, eftersom ingen fastorganiseret samfundsmagt var til stede, og somvi ved fra de isländske sagaer, var det heller ikke usxdvanligt, at freden blev brudt. De bxrende ideer i dette samfund var stadig naturalier, xre og kollektivitet. I den folgende tid sker der en udvikling, som her i landet svarer til den senere middelalder. Den organiserede samfundsmagt vokser i styrke og kan herigennem overtage en del af reaktionssystemet. Herved opstår den selvstxndige strafferet gennem anerkendelse af sxrlige livs- og legemsstraffe, samtidig med at kcbstxderne og handelen vokser frem, hvilket forer bonderne ned til et lavt okonomisk og socialt stade. 0konomisk sker der en betydelig inflatorisk udvikling med den folge, at de oprindelige bodetakster bliver ganske utidssvarende; i lobet af det 17. og det 18. århundrede soger denne udvikling gradvis frem mod det borgerligt liberalistiske samfund, hvor handelen er den dominerende okonomiske faktor. De bxrende ideer i dette samfund er ikke Ixngere naturalier, xre og kollektivitet, men derimod penge, vxrdi og individualitet. Det er ingen tilfxldighed, at de borgerlige frihedsrettigheder både vedrorer individets frihed og ejendomsrettens ukrxnkelighed. På dette stadium, som vi endnu ikke helt har nået her i landet med Danske Lov 1 1680’erne, er strafferetten ikke helt adskilt fra erstatningsretten. Mens strafferetten fuldstxndig er behersket af det individualistiske skyldprincip, varer det endnu en tid, Inden dette er fuldstxndig befxstet inden for erstatningsretten. Men i midten af forrige århundrede er skyldregelen eller culpa-reglen, som den oftest kaldes, almindeligt anerkendt i europxisk erstatnlngsret, ligesom culpareglen var den klassiske romerske erstatningsrets almindelige princip, uanset at den romerske erstatnlngsret aldrig helt losgjorde sig fra kompositionssystemets boder, således at romerrettens almindelige erstatnlngsregel, den såkaldte lex aquilia, stadig formelt fremtrxder som boderegel — ganske vist en boderegel, hvor bodens storrelse er sat i forhold til det angrebne godes vxrdi. Derigennem er udviklingen nået frem til skyldprincippets sejr i midten af forrige århundrede. Samtidig er parallelliteten mellem den engelske, skandinaviske og romerske retsudvikling bragt til ophor. Det sidste århundredes tekniske, okonomiske og sociale udvikling findes der intet sidestykke til i nogen tidligere kultur. Man kunne derfor sporge, hvilken retlig, og herunder erstatningsretlig, ordning der svarer hertil. Man har talt om, at der nu ikke må sporges efter skyld, men efter risiko, og at der ikke Ixngere er tale om individualitet, men om kollektivitet, og at behov må gå forud for tab som norm for erstatningens fastsxttelse. Endelig opstår problemet om, hvilken rolle forsikringsvxsenet spiller og bor spille i et möderne velfxrdssamfund.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=