Selvmord i kultur- og retshistorisk belysning 71 og andre arvinger, som ved konfiskation berovedes deres arv og dermed ofte deres eksistensgrundlag. I de protestantiske lande kan denne udvikling tildels forklares ved bruddet med den katolske kirke og med dens retssystem, den kanoniske ret. Med dens forsvinden opstår et retstomt rum, som udfyldes med Bibelens »rene» forskrifter. Moselovens og iscer De ti Bud blev nu egentlige og umiddelbare retskilder på strafferettens område. Selvmord blev fordomt og bedömt som andre overtrcedelser af det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. I de tilf.xlde, hvor morderen og hans offer var samme person, skxrpede man alle konsekvenser af den omstxndighed, at gerningsmanden var dod: overfor hans lig, overfor hans arvinger samt ved kriminalisering af forsog på selvmord. Den omstxndighed, at den iovrigt mest frygtede og mest afskrxkkende straf, dödsstraffen netop for dem, der forsogte selvmord overhovedet ikke foltes som en straf, blev lovgivernes hovedpine. Imod det generelt skxrpede syn på selvmord reagerede flere af tidens europxiske forfattere bl.a. ud fra den naturretlige opfattelse, at det enkelte individ var rettens ophav og indehaver af en uindskrxnket frihed, sålxnge det ikke krxnkede andre —hvad ingen gjorde ved at berove sig selv livet. Denne reaktion indledes muligvis allerede i 1644 af englxnderen John Donne. I 1716 udgav Ludvig Holberg »Introduction til Naturens og FolkeRettens Kundskab», hvorved han i bogstavelig forstand indforte de naturretlige tanker i Danmark og Norge. Han behandler heri blandt andet menneskcts pligter mod sig selv og dcts pligter mod nxsten. Blandt de forste diskuteres, som det for var gjort af tyske naturretsfolk, f.eks. Pufendorf —om et menneske må tage livet af sig selv. Han citerer Platons ord: »Vi menncsker ere udi et fxngsel, hvoraf vi ikke kan lose os selv», og han gor opmxrksompå, at hedninger og joder ikke ville tilstede dembegravelse, som selv forkortede deres liv. Han slår fast, at man hellere må vxre andre et godt eksempel ved at udholde smerte og pine fremfor at forkorte sit eget liv. Dette strider derfor imod naturens lov, som Danske Lov således er i overensstemmelse med, når den forbyder begravelse blandt kristne. »Derimod ere de at undskyldes, som udi Sygdommcr, der betage dem Forstanden, legge Haand paa sig selv, Itemde, der af en hastig og uformodentlig Forskrekkelse styrte sig selv i Ulykke . . .». Det er vxrd at bemxrke, at Holberg herudover ikke vil deltage i den alniindelige fordommelse af dem, »der see ufeilbarlig, at de efter ulidelig Smerte maa doe om nogle Dage, og derfor forkorte deres Pine; thi i saa Maade maatte man ogsaa fordomme alle Stridsmxnd, der dodeligt saarede bede de Forbigaaende giore Ende paa deres Pine. Jeg for min Part har slettere Tanker om dem, der have levet al deres Tiid udi Uteerlighed, og udi den sidste Time foragte Verden, efterdi de see, at Verden vil ikke have dem Ixngere; thi et saadant
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=