Ole Fencer 62 mistanke, falder al bans ejendom til bans arvinger, medmindre ban bar sluttet forbund med landets åbenbare fjender eller ulovligt forer vaben mod riget. Efter nogle processuelle regler slutter forordningen med folgende artikel: »Men dersom nogen i raseri bar bxngt sig eller på anden made bar drxbt sig selv, mens ban er på vagt, skal bans arvinger bave arven efter bam. Men bvis nogen, der er famgslet på grund af et troskabsbrud, bar kvalt sig eller på anden måde drxbt sig selv, falder hans hovedlod til statskassen». Ligbeden med romerrettens regler er her slående: konfiskation af selvmorderens efterladenskaber finder kun sted, hvis han vil undgå straf for en forbrydelse, der bl.a. medforer konfiskation. En nysten samtidig regel om selvmord findes i Ribes latinske stadsret fra 1269 (art. 26): »Hvis nogen, hvad Gud forbyde, begår selvmord eller bliver halshugget ved lovlig dom, skal hans arvinger beholde hans fulde arv udelt. Men hvis nogen bliver harngt for tyveri, skal staden have den ene halvdel af tyvens ejendele og fogeden den anden halvdel.» —altså en til romerretten (og Sachsenspiegel) svarende »mild» regel.^ Bortset herfra synes kanonisk ret alene at have reguleret området. Det kan derfor undre, at Hertug Valdemar 3. af Jylland i 1360 kan skrive således til indbyggerne i Norre Rangstrup Herred: »Eftersom en vis Niels Mertsens hustru i Bedsted sogn efter djtevelens tilskyndelse bar hxngt sig, og alt hendes gods i medför heraf i folge landets love i fuld udstrsekning er tilfaldet vor ret, överdrager vi med dette brev til frelse for vor sjxl alt den forudncevnte kvindes gods i Vellerup med alt dets tilliggende til de fromme msend, abbeden og munkene i Logum, at besidde ukxret til evig tid ...»** Når Henning Matzen i sin Statsret skriver, at det »vistnok også hos os er en celdgammel indtxgt, som kongen nod af boder, forbrudt gods og selvmorderens efterladenskaber», er det vel dokumenteret for de to forste kategoriers vedkommende, men for den sidste synes det for spinkelt kun at kunne anfore det hertugelige brev fra 1360. Landets love hjemlede ikke denne ret. Christoffer Fs forordning hjemlede jo kun konfiskation af selvmorderes hovedlod, hvis den pågxldende var fxngslet for en forbrydelse. Ydermere er det usikkert, om selv denne forordning overhovedet fik nogen praktisk betydning® —i hvert fald tyder intet på, at Niels Mertsens hustru i Bedsted havde truet konge eller hertug. Endelig kan tilfojes, at hertug Valdemars brev er dateret 15. juni 1360. Kun 3 uger for, d. 24. maj, stod samme hertug blandt mange andre som underskrivere af en overenskomst ® Danmarks gamle Kobstadlovgivning, bd. II, Kbh. 1952, s. 13. ® Danmarks Riges Breve III—5, Kbh. 1967, nr. 329. ' Forelre«ninger over den danske Retshistorie, Offentlig Ret I, Kbh. 1893, s. 144. ® Poul Johs. Jorgensen: Dansk Retshistorie, Kbh. 1947, s. 74.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=