Ole Fencer 58 blikket. Disse bestemmelser blev gentaget af paverne og komind i Gratians dekretalesamling omkr. 1140. I synet på selvmord blev Islam endnu strengere end kristendommen. I Koranen kaldes selvmord for en alvorligere forbrydelse end manddrab. Den katolske kirke afstod dog fra at betegne selvmord som en egentlig forbrydelse (crimen); men at det var en alvorlig synd (peccatum), fremgår af den kanoniske ret, hvor man i 1100-tallet optog den sictning (Deer. Cans. XXXIII, qu. Ill, De poenitentia, Dist. Ill, CXXXIX), at Judas begik en storre synd ved at hxnge sig end ved at have forrådt Jesus. Folgelig bekrzeftes förbudet imod kirkelig begravelse til forsjetlige selvmordere, d.v.s. dem, der ikke for doden havde givet udtryk for anger (Cans. XXIII, qu. 5, c 12 & c 11. X 3,28). Udformningen af kirkens Ixre var dog ikke problemlos: Hvorledes forholdt det sig med Jesu egen dod? Når Jesus havde del i den guddommelige almagt, kunne han jo have forhindret sin dod på korset. Valgte han derfor ikke doden ved ikke at undgå den? Dette sporgsmål stilles af Thomas Aquinas (1225—74), den middelalderlige skolastiks forende teolog. Han besvarer det under henvisning till Jesu ord: »Ske din vilje» (Mattxus 26: 42). Ene af alle havde Jesus fået Gud Faders befaling til at lide doden (Summa Theologize, III qu 47 art. 2).^ Alle andre mennesker må lyde det 5. bud omikke at slå hverken andre eller sig selv ihjel. Middelalderkirkens kompromislose fordommelse af selvmord afspejles i Dantes Guddommelige Komedie fra omkr. 1300. Heri beskrives allegorisk sjzelens vandring genneni helvede, ska:rsild og op til paradiset. En af de mest frygtindgydende beretninger fra vandringen igennemhelvede, den 13. sang, handler om selvmorderne, der befinder sig i evig pine i 7. afsnit af det nederste helvede. Selvmordernes sjxle er blevet til forkroblede trzcer i en spogelsesagtig skov. Deres sjzele er groet fast, fordi de ved at bryde båndet imellem legeme og sjzel for stedse har givet afkald på den tilgivelse og opstandelse, som var betinget af Jesu dod på korset. Kirkens fordommelse af selvmord prxgede den europxiske kultur og retsopfattelse middelalderen igennem. Gerningen, at berove sig selv livet, var som nxvnt ikke betragtet som en egentlig forbrydelse ifolge de to retssystemer, som prasgede europzeisk retsudvikling igennem århundreder —den kanoniske og den romerske ret. Kirken fordomte primarrt den sjxlelige tilstand af fortvivlelse og håbloshed, desperatio, som var selvmordets baggrund. Håbloshed var udtryk for tvivl med hensyn til den guddommelige nåde. Overbevisningen omikke at få del i frelsen betragtede kirken som en af dodssynderne. 0nsket om at do var den umiddelbare folge af håbloshed. ^ St. Thomas Aquinas: Summa Theologlaj, vol. 54 (3 a. 46—52) Blackfriars 1965, p. 54 ff.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=