Selvmord i kultur- og retshistorisk belysning forlad det. Hvorfor skulle det vccre noget problem?» Mindre frivillig var doden dog, når flere kejsere, og isxr Nero, pälagde fangne politiske modstandere at begå selvmord. Det liberale romerske syn på selvmord gjaldt kun, når talen var om frie borgere. Hvis en slave begik selvmord, påfortes hans cjer et formuetab, i lighed med andres drab af slaven. I handel med slaver blev det betragtet som en mangel ved salgsgenstanden, hvis en sådan havde robet selvmordstilbojeligheder. Heller ikke soldaters selvmord kunne akcepteres. Deres forsog på selvmord straffedes ifolge romerretten (Digesta 48.19 og 49.16.6 § 7) —dog ikke med doden. Bortset herfra er romerretten prxget af det almindelige, liberale syn pä selvmord: Selvmorderens formue falder i arv på linje med andres. Konfiskation af formuen fandt kun sted, hvis en anklaget ved selvmord havde unddraget sig en dom, somville have medfört konfiskation af formue. Men dette er undtagelsen fra hovedreglen, som er en lov udstedt af netop kejser Marcus Aurelius: »Dersom din fader eller din broder tager livet af sig selv uden at have begået nogen forbrydelse, enten for at befri sig for smerter eller af kedsomhed over livet eller af fortvivlelse eller afsindighed, da skal hans testamente varre gyldigt, og arvingerne uden testamente skal rette sig derefter» (Digesta 48.21.3). Afgorende er det på denne baggrund, at det jodiske syn på selvmord også blev den kristne kirkes. Mens endnu hedenske, romerske forfattere, som Marcus Aurelius og Seneca, kunne betragte selvmord som en a:del gerning, hvorved man undslap livets fa:ngsel, fordomtes denne gerning allerede i oldkirken. Man så i selvmordet et udtryk for et afslag på livet som en gave fra Gud. Den, der tager sit eget liv, krxnker ifolge kirkens lasre sine pligter over for sig selv, over for na:sten og over for Gud, som er herre over liv og dod, og somved sit tilsagn omnåde og syndsforladelse har taget menneskets skyld og lidelse på sig (jfr. f.eks. 5. Mos. 32: 39 og Romerbrevet 14:7 ff.) —symbolsk udtrykt i den sidste olie, som selvmorderen netop gav afkald på. Hojst diskuterede man tidligt, om det kunne tillädes en kvinde at begå selvmord for at undgå voldtxgt, men allerede kirkefaderen Augustin (354—430) benxgtede dette. Det almindelige forbud imod at slå ihjel (2. Mos. 20: 13) blev överfört generelt til også at omfatte selvmord. Augustin fornxgtede totalt det stoiske syn på selvmord. Somjoderne havde nxgtet selvmordere sasdvanlig begravelse, således forviste kirken dem fra begravelse i indviet jord. Siden synoden i Orleans i 533 ncegtede kirken at modtage offergaver til fordel for afdode, der havde taget deres eget liv. I 563 bestemte et koncil i Braga, at selvmordere ikke kunne få kirkelig begravelse. Dog tillod man selvmorderen kirkelig begravelse, hvis der bestod en tvivl om hans tilregnelighed i gerningsoje57
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=