97 Erstatningsrettens udvikling vxgt på, hvad en almindelig förnuftig mand kunne paregne i så henseende ved handlingens foretagelse. En af uklarhederne ved Goos’ Ixre var, at også den subjektive betingelse for erstatning —culpa — blev formuleret på samme måde. Den mest konsekvente udformning af den kantske skyldtanke, var naturligvis den, at den handlendes subjektive skyld er afgorende ikke alene for strafsanktionen, men også for erstatningspligten. Af praktiske grunde blev denne konsekvens dog hverken draget af Jhering eller af Goos, som også knyttede culpa-betingelsen til antagelsen af, hvad en almindelig förnuftig mand måtte forudse ved handlingens foretagelse, den romerretlige bonus pater familias. — Goos’ retsstridighedslasre er i de senere år blevet stxrket kritiseret. Det er en vxsentlig svaghed ved Iceren, at den synes at vende tingene på hovedet, når den taler om, at en handling er retsstridig, når den strider mod visse nxrmere bestemte retsbeskyttede goder, idet disse goder oftest kun er retsbeskyttede i kraft af den erstatningsregel, som man forsoger at begrunde med henvisning til retsstridighedslasren. En anden vxsentlig indvending mod Goos’ Icere er, at den ved at fremhxve interesseafvejningen som det centrale kom til at placere s^edvanen som den primxre retskilde. Interesseafvejningen kan i hvert fald kun komnie på tale, for så vidt der ikke i de primxre retskilder, loven, anordninger, regulativer og så videre, findes regler for »rigtig» handlen, — For det tredie har man henvist til, at det er meget vanskeligt at praktisere en sådan interesseafvejning. Isxr er afgrcensningen mellem de tre tilfa^ldegrupper vanskelig at drage. Hvad vil det f.eks. sige, at en handling har en skadeevne af »nogen betydning», Desuden har man henvist til, at Ixren kan vxre farlig, idet den kan forlede til antagelsen af, at det er den individuelt handlendes psykologiske forhold og individuelle afvejelser, der skal vxre afgorende ved interesseafvejningen. — Endelig må det anfores, at det efter vor opfattelse ikke Ixngere er nodvendigt at soge efter en regels retsgrund, d.v.s. dens begrundelse i et almindeligt princip. Vi anser det ikke Ixngere for nodvendigt, at »retfxrdiggore» indgreb i menneskets »naturlige» frihed. Man interesserer sig ikke så meget for rctsreglcrnes begrundelse, der ikke adskilles fra deres formål, men mere for deres praktiske funktion. En anden sag er det, at diskussionen om isxr erstatningsreglernes funktion har kunnet antage former, som niindede om tidligere tiders diskussioner om reglernes retsgrund. Når man har diskuteret erstatningsreglernes pYdCventive og genoprcttende funktion, har det altid vxret forudsat, at visse goder bor betrygges ved erstatningsreglerne. I nyere erstatningsretlig teori, er det imidlertid stxrkt fremhxvet, at henvisningen til almene praktiske hensyn kun kan motivere selve retsinstituttet og ikke dets gennemforelse i detaljer; her må andre praktiske hensyn tages i betragtning. Gennem fremhxvelsen af den ene eller den anden af de ovennxvnte funk-
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=