StigJorgensen menneskelige förnuft med den guddommelige förnuft, og iovrigt hxftede sig ved Aristoteles’ fremhxvelse af nodvendigheden af en menneskelig lovkompetence (tugt til lydighed), blev naturretten i denne udformning i vidt omfång en almindelig henvisning til de gejstlige og verdslige autoriteter til at udfylde rammerne, ganske vist naturligvis indenfor de naturlige, d.v.s. guddommelige grxnser. Det er da også fremhxvet, at denne linie forer direkte frem mod en möderne retspositivisme, I en vis forstand kan man altså sige, at den thomistiske naturrets Ixre er konservativ. I modsxtning hertil må oplysningstidens naturrets Ixre betragtes som nxrmest revolutionxr. Den politiske situation var jo den, at det fremvoksende borgerskab forsogte at rive den politiske magt ud af feudalherrernes hxnder. Når man til dette formål opstillede et naturretligt system, var det derfor ikke mxrkeligt, at man lagde vxgt på andre sider af den aristoteliske txnkning. Man fremhxvede stxrkt den menneskelige förnuft som den överste retskilde. Man må huske på, at den rationalistiske naturret i hoj grad var et protestantisk fxnomen. Skaberen af den forste naturretlige fremstilling, Grotius (1625) var calvinist. Man postulerede, at mennesket som förnuftsvxsen var i besiddelse af frihed (kan sxtte sine egne mål c: viljens frihed), og at alle fornuftsvxsener var lige. Frihed, lighed og ejendomsret var de grundlxggende ideer i naturretten i denne variant. Iovrigt var det et andet meget vxsentligt trxk, at retslxren for forste gang blev adskilt fra sxdeIxren i videre forstand. Allerede Grotius begrundede retssystemet i hensynet til samfundet. Mens sxdelxren var begrundet i hensynet til den enkelte selv. En tredie vxsentlig side af den rationalistiske naturret var det, at den fremhxvede, at menneskene havde visse umistelige rettigheder, bl.a. som nxvnt frihed, lighed og for det tredie og ikke mindst ejendomsret. Det fremstod da også som en konsekvens af denne opfattelse, at enhver skade, som forvoldres på en person eller hans ejendom, var en uret, som krxvede genoprettelse. I den tidlige naturret drog man dog ikke den fulde konsekvens af denne betragtning, idet man under påvirkning af den romerretlige culpa-regel opstillede culpa som en erstatningsbetingelse. I den senere naturret drog Thomasius imidlertid den fulde konsekvens af dette synspunkt og opstillede den Ixre, at erstatning skulle betales for enhver retskrxnkelse uden hensyn til skadevolderens skyld. Denne udtalelse, som fremsattes i bevidst opposition til den romerretlige regel i et forsog på at bevise, at romerretten aldrig havde vxret en egentlig bestanddel af den tyske ret, medmindre det var sxrlig bestemt, fik betydelig indflydelse på de danske naturretlige fremstillinger, som alle gentog Thomasius’ Ixre om objktivt erstatningsansvar uden hensyn til skadevolderens culpa. Et afgorende brud med denne opfattelse sker med Kant, når denne i stedet for at Ixgge vxgt på resultatets eventuelle overensstemmelse med det gode, Ixgger hovedvxgten på indholdet af gerningsmandens vilje. I mod94
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=