526 tioner.”'’’ Den praktiska huvudgrunden till dödsstraffet både i Danmark och i andra av tyskarna ockuperade länder var, “at statsmagten må gtibe til dodsstraf over for de groveste landsforrsedere, at samfundet, om sådant ikke skete, ville hlive udsat for alvorlig uro, lynchjtistis og anden selvtsgt, somvil ramme både skyldige og uskyldige”. Till denna reella fara komdessutom“det mindre let defmerede og mere omtvistelige hensyn til den almindelige retsfolelse som ideal vaerdi”. *’ Enligt Hurwitz kunde man inte “affeje retsfolelsen eller retsbevidstheden som uklare, tågede begreber uden betydning for en rationel samfundspolitik”, men författaren framhöll med hänvisning till Andenses, att lagstiftningen inte fick nöja sig med att vara “et spejlbillede af folkets retsopfattelse”. ' Då det gällde den positiva inställningen till dödsstraff “går der en lige linie...” från moseböckerna över Feuerbach och Kant “til vor tids krav om soning med liv for liv, stserkest fremtrsedende i den også på dette punkt reaktionsere nazistiske strafferet”. ’ Efter att slutligen ha redogjort för de traditionella argumenten mot dödsstraffet tog också Hurwitz avstånd från detta straff, alltså under normala förhållanden. ’ Avsnittet om rättsuppgörelsen avslutas med en kort artikel “Henrettelset i 1950?”, i vilken Hurwitz ställde sig bakom kyrkans krav på att man skulle upphöra med avrättningarna. Artikeln “Straffelovstillasgget må revideres” (oktober 1945), vars kritik enligt Hurwitz hade lett till en lagändring 29.6.1946, visar, att författaren mycket snart hade börjat hysa betänkligheter beträffande vissa stadganden i den nya lagen. Dessa betänkligheter gällde dock inte den retroaktiva lagstiftningen somsådan, eftersomdet principiella förbudet mot retroaktiv lag endast kunde “have relativ gyldighet”. Man kunde inte heller klandra domstolarna för att dessa hade följt de stränga stadgandena, utan kritiken måste riktas mot själva lagen, som hade “alt for strenge strafferamnier”. Detta gällde i synnerhet straffminimumpå fyra års fängelse, som i själva verket motsvarade ett normalt straff på sex år, då villkorligfrigivning förbjudits för dem, somdömts enligt den nya lagen. Endast om man hade önskat stifta en lag, “det på en gang skabte en forbitret mangetusindtallig msengde af straffanger, som folte sig overbevist om det uretferdige i den straf, der ramte dem, og samtidig en udbredt stemning i befolkningen i samme retning og en deraf folgendc sympati fot dem, straffen rammer”, så var den an- '■4 69 Huriritz, s. 74. 70 Hurtfitz, R. 7S. 71 Hurwitz, s. 78 t 72 Hurwitz, .s. 80. 73 Hurwitz, s. 82. 74 Hurivitz, t,. 133-138. 73 Hurwitz, s. 84.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=