442 delige grundssetninger”. Det var enligt Ross helt otroligt, att man i doktrinen kunnat ta “disse fikstakserier hojtideligt”. Det enda törnuPiga hade varit att beskriva praxis “og eventuelt i en fodnote tilfoje, at man i overensstemmelse med ga^ngs dansk argumentationsteknik havde sogt disse regler legitimeret gennem visse fortolkningskunster med de to forordninger ”. I verkligheten gjorde man tvärtom: “påberåbte sig i alvor krummelurerne somhjemmel og puttede pra’judikaterne ned i noterne” Också då det gällde lösningar de sententia ferendn^ rekommendationer till domarna, måste enligt Ross doktrinen uppträda “redeligt og ligetil”, klargore torudsatte vurderingsindstillinger, redegore for hensyn og analysere sociale kendsgerninger og sammenhamg for derigennem at give domstolene et materiale til vejledning for deres retsskabende funktion gennemkonstruktiv fortolkning”. Då drivkraften bakom domarnas verksamhet var “retsfolelsen og de bag denne liggende reale hensyn”, borde en sådan doktrinens verksamhet vara effektiv. Det skadade inte ens, om doktrinen för att hjälpa domstolarna med “facadelegitimationen giver vink om, hvorledes man kan dreje argumentationen”. Däremot fick man inte, såsom t.ex. Vinding Kruse, genom“en eller anden mer eller mindre opstyltet fortolkningsargumentation” påstå, att man framställde gällande rätt. Sådana “fortolkningsmanovrer” hade “karakter at prokurarorkneb, der ikke horer hjemme i serlig videnskab”. “Juristen skal ikke vinde ry som en mand der tolker loven som fanden Kser bibelen. Det er juristeri, ikke jura. Redelighed og realisme krajver, at kortene liegges på bordet. Og det vil sige, at man utilsloret redegor tor praksis (de lege lata) og for rerspolitiske önskemål, (de sententia terenda) uden at stötte nogen at delene på en uvxrdig tortolkningsteknik, hvis tunktion er at foregogle andre (eller en selv) en illusorisk hjemmel i loven. Ross’ krav på ärlighet är något problematiskt, då det endast gällde doktrinen. Aandra sidan uppmanades rättsvetenskapen lära domarna att använda fasadargument, man kan väl säga, i sista hand att vilseleda allmänheten. Med tanke på Ross’ åsikter om själva lagtolkningslärans begränsade värde som en fasadargumentation är det i alla fall förvånande, hur utförligt han behandlade och försökte lära studenterna att behärska dessa “taskenspillerkunster ” och “fiksfakserier”. Liksom andra framställare av lagtolkningsläran indelade han tolkningsfrågorna i olika former, “de syntaktiske ”, “de logiske” och “de semantiske ” och analyserade dessa ingående.*’”'’ Helhetsintryxket blir en tämligen traditionell lagtolkningslära, som skiljer sig från gängse framställningar genom de krasst realistiska påpekandena omargumentens skenbarhet. 604 Ross, Ret. s. 182 ). 605 Ross, Ret, s. 183 t. 606 Se Ross, Ret, s. 145-158.
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=