248 påvisandet av naturvetenskapliga lagar, nämligen »1) Indsamlen af Induktionsgrundlaget, 2) Formulering af en Almensastning, 3) Deduktion af Folges^etninger, 4) Opsogen af de Kombinationer, hvor Folgesastningerne viser deres Betydning og hvor deres Rigtighed maa proves, samt 5) Stadfasstelse, Laempelse eller Forkastelse af Almenssetningen». En praktisk jurist klarade sig ofta med en induktion, en rättsvetenskapsman med ett utgående från allmänt accepterade regler, men man fick aldrig nöja sig med sådana resultat, »hvormed Folelsen ikke fuldt ud kan slaa sig til Ro». Det var »af storste Vigtighed aldrig at anse Retsbegreber og Retssaetninger for faststaaende Storrelser, men altid at vasre rede til at undergive dem et kritisk Eftersyn, saa snart der dertil er den mindste Anledning».Den realistiska metodens anhängare var på det klara med »Konstruktionens Mangel paa retsframbringende ^vne», och de var i regel inte beredda att »slaa sig til Ro med en simpel Deduktion, men de vil, i alt Fald saa snart den én Gang valdte Konstruktion ses at lede til et Resultat, som vaskker Betaenkelighed, fore Undersogelsen over i Metodens senere Stadier». Moller förnekade alltså ingalunda rätt utförda konstruktioners värde, och i själva verket är hans ’realistiska’ metod nästan identisk med Hagerups ’genuina’ konstruktiva metod, somhade rensats från de i tysk doktrin förekommande överdrifterna. Båda författarna ansåg, att konstruktionernas bristfällighet ofta berodde på en otillräcklig induktion, att man alltid måste pröva resultatens praktiska användbarhet och att man genom konstruktionerna inte kunde skapa ny rätt. I motsats till Hagerup ansåg Moller, att striden omsystematiken visserligen var tämligen likgiltig och att systematiserandet kunde överlåtas till »den enkeltes Smag og individuelle Tilboielser», hade i genmälet till Hagerup medgivit också rättssystematikens viktighet. Moller återkomtill metodfrågorna i ett långt kapitel (s. 558—636) i »Tinglysning» (1897). Medan han i doktorsavhandlingen hade koncentrerat sina angrepp på den konstruktiva riktningen, kritiserade han nu också »realismen», kanske under intryck av Munch-Petersens året förut ventilerade doktorsavhandling (nedan). Även omdet enligt Moller för var dag blev allt klarare, att den konstruktiva riktningen »er udartet eller kort fast, idet rent abstrakte formel-logiske Begrebsudviklinger spiller en alt for stor Rolle», och även om riktningens anhängare i många fall utförde »et fuldstxndig goldt Arbejde eller utilborlig lader den én Gang valgte Konstruktions logiske Konsekvenser vzere en Hindring for en praktisk-fornuftig Afgörelse af modende Tilfzelde», så var det också klart, att inte allt, »hvad der fremfores under Realismens Banner, er af det gode, men man moder også Företeelser af ret betxnkelig Natur». Moller sade sig vara den siste att undervärdera betydelsen av teleologiska överväganden, men han påpekade, »at man navnlig indenfor den positive Rets Rammer, Moller, s. 5 f. Moller, s. 7 f. 166 Moller, s. 7. Carl Ussing 166 men 164 165
RkJQdWJsaXNoZXIy MjYyNDk=